SYD AFRIKA på egen MC 2023 uge 2-3-4-5
Vi besluttede at vi kun ville bestille en 40 fods container med plads til 16 motorcykler. De er nu sendt afsted til Cape Town og med forventet ankomst 28/12-22. Turen starter mandag d. 9/1-23 hvor vi henter vores cykler og bagage hos speditøren.
Et indlæg fra Jørn som har været med siden 2017
Hermed som aftalt et par linjer om min seneste rejse til Sydafrika, men også om hvorfor man bør besøge Sydafrika, og hvordan vi/jeg overhovedet fandt på at rejse derned.
Faktisk var det vel helt tilbage i 2010, at Finn og Anja (FI-Motorcykler) fra Sorø første gang var med et hold motorcyklister i Sydafrika, og den gang var det på anbefaling af en af Finns kunder, som i en årrække havde været ambassadør i Mozambique. Oplevelsen gjorde, at Finn og Anja gerne ville dele deres oplevelse med andre og hermed var idéen født om at stå for en årlig tur til Sydafrika sammen med andre motorcyklister. Siden da har været der hvert år i januar/februar hvor det er vinter herhjemme og sommer dernede. Hvert år har der deltaget et antal motorcyklister - heri flere medlemmer fra Ducati Klub Danmark – og så vidt jeg husker, er der vist tidligere et af klubbens medlemmer, der for år tilbage skrev en artikel til Ekspressen herom. Det har være meget forskelligt, hvor mange der deltager hvert år, men det må være fra et par og tyve og ned til en 7 - 8 stykker.
Indledningsvis vil jeg understrege, at Finn og Anja ikke har et rejsebureau, men at Finn sørger for hele logistikken omkring transporten af motorcykler og grej fra Danmark og til Sydafrika og tilbage igen. Desuden sørger han for aftaler med forsikringsselskab dernede, samt ikke mindst kontakten med det speditionsfirma, som håndterer hele udfordringen omkring container, toldbehandling, af- og pålæsning samt intern transport af containeren i Sydafrika. Dette nævner jeg, for at ingen må tro, at der er tale om en pakkerejse hvor alt på forhånd er arrangeret, og man kun skal møde op, for sådan er det altså ikke. Man kan vælge at følge med Finn og Anja, som på forhånd har planlagt en rute, eller man kan som ”min gruppe” køre rundt på egen hånd - af sikkerhedsmæssige årsager, anbefaler jeg dog, at man mindst er en gruppe på en 3 - 4 stykker.
Hvorfor så ikke leje en motorcykel i Sydafrika, i stedet for at medbringe egen mc? Jo, man kan godt leje motorcykler i Sydafrika, det er der nogen der gør - især tyskere og hollændere - men det er slet ikke så billigt, som man måske tror. Men omvendt er det faktisk billigt at leje en bil dernede, men kommer hurtigt på den anden side af 1000 kr. om dagen i leje af en motorcykel. Men det er der da noget helt særligt at kunne køre på sin egen motorcykel, og prisen, der ligner det halve i sammenligning med en lejemotorcykel når man ser på transportomkostningerne, forsikring mv.
Nogen vil så sige, at vi jo ikke alle kører på en Ducati Multistrada som jeg gør, men her tager læseren fejl, for det er ikke nødvendigt med en adventurebike med grovmønstret dæk og på den høje side af 100 hestekræfter. Jeg erindrer i 2019, Carsten og Marianne Madsen fra Fredericia som uden nogen problemer kørte over 6000 km på en lille Kawasaki ER6 med oppakning til 2 personer - Carsten købte i øvrigt min Ducati Hyperstrada 939 da vi kom hjem, så hans Ducati Supersport 1000 kunne få en anden Ducati som selskab i garagen.
Så nej, det er ikke sådan, at fordi det er Finn Ingemann, som overordnet står for arrangementet, forventer at man så skal køre på Ducati eller MV Agusta. Siden 2017 hvor jeg var med første gang
– den gang på en MV Agusta 800 Stradale - har der været alle mulige typer og fabrikater motorcykler så som BMW, KTM, Suzuki, Yamaha, Honda, ja endda Finn Petersen fra det midtjyske har deltaget 2 gange på en Hoysung–selv vores klubkammerat Jørgen Skovsgaard har deltaget for nogle år siden med sin Multistrada, som havde en kæmpestore topbox hvor han kunne opbevare hele motorcyklen - næsten.
Hvad så hvis man får tekniske problemer med sin motorcykel? Ja, et kompliceret teknisk nedbrud på en italiener kan måske nok give en udfordring, men de 6 gange jeg har deltaget, er der ikke nogen som har haft nedbrud. Nå ja, vil der nok være nogen som siger, var der ikke noget med at Finn havde et nedbrud på en MV Agusta, og Claus for en del år siden med en defekt styreboks på sin Yamaha? Jo, det er rigtigt, men et tilsvarende nedbrud på hvilken som helst mc ville også have givet udfordringer.
Faktisk er der en meget stor Ducatiimportør i Johannesburg, og en stor Ducatiforretning i Cape Town, og der er værksteder som gør meget i italienske motorcykler - og i øvrigt er en Ducati jo lige så driftssikker som andre fabrikater, så hvad er problemet? Nye dæk kan købes overalt, og en punktering klares som oftest på stedet, og hjælpsomheden på de lokale værksteder er helt fantastisk, men ja, Sydafrika er et meget stort land, og med meget store distancer, så pludselig kan der blive langt til Ducati i Guateng, Johannesburg hvis dette skulle blive påkrævet, men lad os gå ud fra at dette ikke vil blive tilfældet.
Men tilbage til Sydafrika, og hvorfor man skal rejse dertil - nogen vil sige at det er farligt at rejse rundt dernede, og ja, selvfølgelig er der en risiko det er der alle steder. Derfor tager man jo sine forholdsregler og bruger hovedet og sund fornuft, og holder sig fra steder, hvor der er risiko for at komme i problemer - og nej, man går ikke rundt i små gader i de store byer alene om aftenen/natten, for så har man selv bedt om at komme i problemer.
Sydafrika er ikke mindst på grund af befolkningssammensætningen et spændene land, med mennesker af forskellige etniciteter – hvide, farvede, sorte, indvandrere fra Europa, indvandrere fra Indien, et utal af forskellige sprog – dog er engelsk et sprog man kan klare sig med overalt. Men, man skal ikke undrer sig hvis man står i et supermarked og der står nogen og taler dansk, så pas endelig på med at komme med en smart bemærkning til en lokal, for den pågældende kan sagtens have en dansk baggrund.
Natur og landskab når man kommer ud af de store byer er helt fantastisk, man kan kører i timevis af rigtig gode mc-egnede veje op og de af snoede veje gennem bjerge og ud på lige strækninger i Karooen, og der er hele tiden noget nyt om næste hjørne eller bjerg.
Og nej, der er ingen løver eller lignende, som løber efter motorcyklisterne på landevejen. De vilde dyr er i reservater og naturparker – nuvel, men kan godt møde baboons, men kør forbi og stop ikke for de bider og det kan man godt komme i problemer med. I dyreparker og nationalparker bliver man i øvrigt kørt rundt af en ranger i en safaribil og er under den pågældendes sikkerhed - det er folk som kan deres job. Deltagerne på turen plejer at arrangere en guidet tur fra Hazyview og ud i Krüger National Park for dem som er interesseret, og det er et must hvis man er i området.
Der er jo rigtig mange fattige mennesker i Sydafrika, og mange af den sætter jo lighedstegn mellem en hvid person på en fin motorcykle og så det at den pågældende så også må være velhavende - jeg har et par gange forsøgt at forklare. at vi jo bare er en gruppe almindelige mennesker fra almindelige jobs, som har sparet sammen til at tage på ferie, men den tanke er ikke nem at få en fattige person, som knap har til dagen og vejen, til at forstå. Den vinkel har jeg da forståelse for, for de antager at vi alle i Europa har alt og det hele kommer af sig selv - men igen hvis man tænker sig om, så vil man få en god oplevelse ud af besøget.
Hvad så med trafikken i Sydafrika? Ja, indledningsvis kører de i “den forkerte side af vejen”, men glem at dette skulle være et problem for det falder man ind i med det samme, og efter nogle dage er det ikke noget man tænker på. Hvis man ser på bilparken, så er der faktisk rigtig mange nye biler i Sydafrika - og de fleste er hvide… altså bilerne, men en hvid bil har det jo en smule lettere med opvarmningen i den stærke sol.
Ude i trafikken er det jo som andre steder, men der bliver kørt lidt stærkere, og der bliver taget flere chancer end herhjemme, og så skal man ikke bare lige holde ind til siden på en motorvej, for nødsporet bliver nogle gange af lastbilerne brugt som et ekstra spor, og så er det jo ikke så smart at holde hvil der. Hastighedsbegrænsninger er der også, men forvaltningen af dem er knap så intensiv som i Danmark - det er helt almindeligt med skiltning med 100/120 på almindelige veje, og når først man kommer uden for byerne kan man køre længe uden at møde nogen overhovedet.
Vejene i Sydafrika er generelt gode, ikke mindst i den sydlige del (Western Cape og Eastern Cape Province), men jo længere man kommer nordpå skal man være 100% opmærksom på de såkaldte potholes (slaghuller), for de kan være meget dybe, og rammer man et af dem kan det let koste en fælg – det ved Steen af egen erfaring da han var med i 2022 med sin Multistrada. Motorvejene er altid fine, men hvad skal man dog med en motorcykel på en motorvej? Men man vil bemærke, at der sagtens kan gå mennesker og dyr langs motorvejen, og det er ikke ualmindeligt, at der er nogen som slår en salgsbod op langs motorvejen og at bilisterne standser op for at handle.
Men igen - kør hele tiden med omtanke, og forsøg hele tiden at forudse næste sving eller bilen, som enten overhaler eller kommer imod dig – men det skal man jo også herhjemme.
Og nej, vi bor ikke i telt eller lignende. Vi bor på hoteller, lodge, bed & breakfest eller privat og booker efterhånden som vi kommer frem. Den sydafrikanske sommerferie slutter i den første uge af januar, og børnene begynder i skolen i uge 2 og 3, og herefter er det lavsæson for hotellerne, og de fleste er tilgængelige og til fornuftige priser. Sådan rundt regnet koster et hotelværelse halvdelen af hvad de gør i Danmark, og tilsvarende med restaurationsbesøg, og benzinen koster omkring 8 - 10 kr. pr liter. Der er i øvrigt benzintanke overalt i Sydafrika, så man skal ikke gå og være nervøs for ikke at kunne få benzin.
Hvordan gennemføres rejsen? Jo, en del har jo samme procedure fra år til år, dog nu med den forskel at vi tidligere startede og sluttede Durban. Det er nu ændret til at vi starter i Cape Town og slutter også i Cape Town.
Flyrejsen er noget man selv organiserer for det er stort set umuligt at arrangere noget fælles - i år var vi 6 som rejser gerne med Emirates (København-Dubai-Cape Town), men jeg har også
tidligere rejser med både Qatar, Lufthansa, Air France, KLM Turkish Airline og Virgin Atlantic, så om det ene er bedre end det andet er jo noget man selv må vurdere. Nogen booker selv på internettet- jeg bruger altid et lille rejsebureau som hedder TrineK Travel Design. Her klarer Trine Kisbye, Anja Bjerre og Yvonne det hele, og så er der jo også den fordel at hvis der skulle opstå et eller andet under rejsen, så ringer man bare til dem. Men vi rejste altså denne gang med Emirates via Dubai, med afgang fra København - Kastrup den 6. januar 2023, kl 14:20, hvilket jo er et fint tidspunkt, og det gav også deltagere fra den jyske mulighed for at have god tid til at tage toget.
I år var det så første gang vi startede ud fra Cape Town, - ja nærmere betragtet fra Fish Hoek som ligger på østsiden af Cape Town. Her havde hele holdet booket sig ind på Calders Hotel - dem jeg rejser sammen med og jeg var der et par dage før vi kunne få motorcyklerne udleveret. Det gav jo så også muligheden for at blive akklimatiseret lidt til sommervarmen, som lå lige over de 30 graders varme med solen stående lige lodret over os.
Jeg glemte lige at få med, at jeg et par dage før ankomsten til Calders Hotel havde mailet og aftalt, at hotellet ville sende en bil, så vi kunne blive afhentet i lufthavnen. Det fungerede perfekt, og chaufføren ventede også til vi alle havde fået lavet sydafrikanske telefonkort, så en fin service som kan anbefales – og så er der jo heller ingen efterfølgende diskussion med en taxichauffør om prisen på turen.
Mandag morgen var vi hos Freight Factory i Constantinaberg (www.freightfactory.co.za) hvor motorcyklerne stod klar i de stativer de var afsendt i, og efter knap 2 timer var vi klar og motorcyklerne pakket til at begive os afsted ud på eventyr
Vi havde delt op i 2 grupper. Jeg kørte sammen med 3, som jeg har kørt sammen med i tidligere - Jan Poulsen fra Fyn på BMW, Jørn JS Sørensen på BMW (det er ham fra JS Rejser) samt Otto Thierry Hansen (bedre kendt som Otto von Karup) fra Karup på en Aprilla Manu, spøjs lille 800 cc mc med automatgear - ja og så mig på Ducati Multistrada som yngste mand.
Finn og Anja havde hjemmefra lavet en køreplan over de destinationer og hoteller, de forventede at bo på, men man kan billedliget sige, at de kørte turen med uret og vi kørt mod uret, og mødtes så en enkelt gang på hjemvejen.
Inden vi rejste hjemmefra, havde vi lavet en aftale med en tidligere tysk tandlæge - Rolf Schumacher, der har en vingård (Oude Wellington Wine & Brandy Estate - www.oudewellington.co.za) i Wellington nord for Cape Town om, at vi kom og besøgte ham et par dage, og så ville vi samtidig køre rundt i området nord for Wellington, herunder den fantastiske rute gennem Bains Kloof, hvor der er ny asfalt på en snoet vej gennem passet. Vi har besøgt Rolf tidligere, og kommer man til Sydafrika er Oude Wellington bestemt et besøg værd - restauranten var desværre lukket da vi var der.
Efter et par dage gik turen nordpå med Montagu, hvor vi havde booket på Montagu Country hotel (www.montagucountryhotel.co.za ) for en enkelt overnatning inden det gik videre nordpå
via Baarrydale, Ladismith, Callitsdorp, Oudtshoorn (her var der i øvrigt 45 graders varme den dag vi var der), De Rust gennem Meiringspoort - et fantastisk sted som bør ses. Her følger
vejen vandløb på tværs af bjergkæden, herefter forbi Klarstroom og så Prince Albert, hvor vi som ved tidligere besøg skulle bo hos Colleen og William Penfold på Prince Albert Country Stay (www.princealbertcountrystay.com). Det er et fantastisk sted at bo, en gæstfrihed som man sjældent finder, og en morgenmad som er helt ud over hvad man kan forvente sådan et sted. Colleen havde også sørget for at booke aftensmad for os i de 3 dage vi var det, og frokosten var naturligvis på Lady Lizard (www.lazylizardprincealbert.co.za). Prince Albert er en unik by, her er der ikke nogen som låser dørene og der er rigtig meget at se når man begiver sig lidt rund i distriktet. man kan blandt andet køre en tur op over Swartberg Pass (grusvej), hvor man så kan komme helt til Oudtshoorn. Der er også for dem som vil rigtig ud og køre adventure mulighed for at tage en afstikker til Die Hell/Gamkaskloof, men jeg tænker, at man skal være lidt skrap på mc, og kunne stå op på fodhvilerne, men der er flere fra “Team FI” gennem årene, der har været kørt derud, og har haft en fantastisk oplevelse.
Efter Prince Albert gik turen videre nord på til Graaf Reinet, via De Rust, Willowmore, Aberdeeen - selvfølgelig som altid med frokost hos Sophies Choice, en restaurant som ligger nogle kilometer inden Willowmore (www.sophieschoice.co.za) - desværre var Sophia van der Merwe ikke selv hjemme den dag vi var der, ærgerligt, for hele Team FI er altid særlig velkomne der, nå men det må vente til næste år.
I Graaf Reinet have Colleen Penfold sørget for at sætte os i forbindelse med Sandie, som havde et helt hus vi som vi kunne leje for 2 dage - self catering, så vi var i Spar Supermarkedet og provianterer, og morgenmad fik vi på en lille restaurant i nærheden. Igen fantastiske folk omkring, og vi løb selvfølgelig på naboen som skulle ud og køre en tur på sin BMW GS. Han inviterede os selvfølgelig ind da han kom hjem en times tid senere, så det blev noget sent - det viste sig, at han lige som Jan spillede guitar, så de 2 fik øvet sig på stort set alle hans mange forskellige guitarer, plus at han spænede frem og tilbage til køleskabet efter friske forsyninger. Igen et godt sted, som er noteret i bogen til et besøg en anden gang.
Efter Graaf Reinet var næste stop Aliwal North via Middelburg, Burgerdorp. I Burgersdorp holdt vi ind til siden for at drøfte hvor vi skulle spise frokost – det sædvanlige sted var lukket, og var nu en kunstudstilling. Her så vi tilfældigvis, at Otto havde et søm siddende lige midt i bagdækket på Aprillaen. Et besøg på et nærliggende maskinværksted gav dog ingen resultat, men her henviste de til en dækmand som lå et par hundrede meter væk - vi fandt hurtigt dækmanden, og Aprillaen blev gelejdet ind i værkstedet mellem lastbiler og traktorer, og så ville vi finde et sted til at spise frokost mens dækket blev lappet. Inden vi nåede at finde ud af hvor vi skulle gå hen for frokost kom dækmanden ud og meddelte at nu var Aprillaen klar, og for hvad der svarede til 35 kroner var vi nu på vejen igen. Vi fandt et par minutter væk, et godt sted i udkanten af byen og fik en god frokost der.
Aliwal North har for os ikke været andet en det sted hvor vi skulle have en overnatning også så ellers videre - som i andre år boede vi på Umtali Country Inn - et ok sted, og med overdækket carport til motorcyklerne, ok mad, men måske skal vi overveje et nyt sted en anden gang.
Efter Aliwal North igen nordpå nu mod Clarens, via Zastron, Wepener, Ladybrand, Ficksburg, Fourisburg og til Maluti Mountain Lodge, en lodge som hele Team FI har besøgt hvert år. Ejeren af Maluti Mountain Lodge lægger ikke skjul på, at stedet er en bikerlodge, og at gæster som kommer på motorcykel har første prioritet, rigtig godt sted, men jeg synes dog at det er begyndt at halte lidt med morgenmaden og aftensmaden - i Clarens bør man køre en tur ud gennem Golden Gate Highlands National Park (rute (R712), en fin rute med fantastiske scenarier og en god vej med mange sving hvilket også tælle når man er på mc.
Efter Clarens plejer vi at køre videre nordpå, og ville under normale omstændigheder have mødt Finn & Co i Hazyview, men da vi havde en aftale med en af Ottos venner i East London, kørte vi i stedet ind i Lesotho, hvor vi havde booket værelser i Semonkong. Paskontrollen på grænsen ved Butha-Buthe gik hurtigt, og videre det gik med retning mod hovedstaden Maseru. Jo, indtil 20 kilometer før Maseru gik det fint, og vi kunne holde en god fart, men i Maseru er trafikken helvede på jorden, og alle maser og maser og der er biler overalt, men det gik, og da vi kom ude på A5 mod Semonkong var det bare derudaf. Ved ankomsten til Semonkong mødte vi så den virkelige verden - når det har regnet bliver det fine støv til rigtig tyndt og glat pladder. Fra hovedvejen i Semonkong og ud til lodgen (www.semonkonglodge.com ) er der en 3 - 4 kilometer, med det fine støv som nu var opløst i vand blev nu en udfordring. Jan og jeg kørte forrest, og stod oppe på fodhvilerne mens motorcyklen skøjtede rundt i pladder, vandløb og potholes, og halvvejs kunne vi se tilbage, at det lå en Aprilla og en BMW på siden i mudderet. Vi fandt lidt græs til at parkere mc´erne på, og gik tilbage for at få de 2 på højkant igen, - kun JS havde slået sig, men utroligt alle de lokale som bare stod og kiggede på, og ikke gad hjælpe os med at få mc’erne på højkant igen. Heldigvis kom en medarbejder fra lodgen kørende, og vi fik vores bagage over i hans bil (4-hjulstrækker) – sådan en bil/pickup kalder sydafrikanerne kalder en ”Bakkie”. Vores mand fra lodgen fik hurtigt organiseret en garage hos en bekendt af ham, som boede ud for hvor vi havde stillet motorcyklerne, og så kørte vi resten af vejen ud til lodgen i bil. Næste dag var vi lidt betænkelige ved at skulle køre ud til hovedvejen igen, men et par timers sol, og så var det ok at køre hvor det var problematisk dagen før, og men efter en optankning af benzin var vi klar igen. Fra Semonkong og til grænseovergangen ved Telle Port var det en helt unik vej, masser af sving, op og ned ad bjergene, og fuld skrue derudaf - ingen andre biler eller mc’ere blev set på strækningen, så det var ren leg, på den fine vej som var etableret af kineserne – hvad mon de har fået som modydelse??
På grænsestationen ved Telle Port (floden man passerer over hedder Telle) og ind i Sydafrika var der ingen kontrol, og det eneste vi skulle var at gå ind til politiet og få stemplet vores pas ind i Sydafrika igen, og så var det op på hesten igen og derudaf i strålende solskin.
Det sidste stykke vej til næste destination som var Mountain Shadows Hotel vest for Elliot (www.mountainshadowshotel.co.za ) var fin og flere steder nyasfalteret vej. Hotellet ligger i næsten 2 km over havets overflade, og der KAN være ret så koldt om natten – derfor de elektriske varmetæpper… Inden vi kom til hotellet havde vi været inde i Barkly East for at tanke benzin, og der var stadig sol og varme selv om det var blevet hen på eftermiddagen – desværre vi havde ikke kunne komme i telefonisk kontakt med hotellet for at sige, at vi var på vej dertil.
Det meste af vejen til hotellet var fortsat i fint veje, men vi kunne tydeligt se, at oppe i bjergene var skyerne var blevet noget mørke, og en 15 km inden hotellet begyndte temperaturen at dale drastisk, og fugtig luft blev til kold regn, ja næsten som slud, så jo nu var det koldt og vådt og nu frøs vi. Men det at begynde at finde regntøj frem var jo lige meget nu, så det var bare og bide tænderne sammen og så komme afsted, og så få varmen når vi kom frem.
Vel ankommet til hotellet begyndte jeg at tvivle på, om der overhovedet var åbent – det er jo uden for sæsonen, og jeg var begyndt og tænke på om vi skulle til at tænke på en plan B, men tidspunkt og sted taget i betragtning var det ikke en mulighed. Men heldigvis var der åbent til receptionen, og der var også en medarbejder til stedet, og ja selvfølgelig blev i indkvarteret – vi er da vist en slags frequent customers, og der blev også fremtryllet en god middag til os – grunden til at der var mørkt da vi kom, var at vi lige havde ramt load shedding, og så var der ingen elektricitet.
Jeg må lige give en forklaring på Load Shedding (www.eskom.co.za ) Desværre er situationen i Sydafrika den, at deres elektricitetsværker er nedslidte, og der er ”nogen” som har fået fat i de penge ,som ESKOM, som er selskabet som står for strømforsyning i Sydafrika, havde stående på kontoen, ja, faktisk var der mange som havde deres pensionsmidler placeret i ESKOM, der nu har mistet dem – synd for dem. Men da ESKOM kun kan levere en 60 - 70% af den strøm som er nødvendig på grund af reparationer og manglende reservedele som hele tiden bliver stjålet, så må man dele som den strøm, som kan produceres. Til dette er der ugentligt et skema fra ESKOM som viser, hvornår på døgnet der er strøm i de enkelte provinser. Men det er jo foretagsomme folk, så der er private generatorer af alle slags og størrelser over alt – ja på en benzintank langt ude i ingenting var vi inde og tanke, og her klarede de udfordringen under load shedding med en lille Hondagenerator, der fabrikerede strøm til benzinstanderne - og ikke mindst kreditkortterminalen. Mange har også etableret en inverter i hjemmet, hvor de lader op så de har strøm til lys når ESKOM slukker i nogle timer men alt dette med Load Shedding er en historie for sig.
Efter Mountain Shadows plejer vi at lægge kursen nordpå mod Himeville – Eswatini (Swaziland) – Hazyview (Krüger National Park), men da vi havde en invitation til at besøge Ottos venner i East London, gik vejen østover mod East London, nærmere betegnet en forstad til East London som hedder Gonubie. Det var igen sol og varme, og på et tidspunkt skulle vi ind og tanke benzin. Af en eller anden grund, er der altid en masse mennesker som ”hænger ud” på tankstationer i Sydafrika, og ofte personer som nok er lidt tvivlsomme, da vi jo som jeg tidligere har nævnt må være nogle rige hvide velhavere, når vi kan køre rundt på motorcykler, der for dem er en umulig økonomisk mulighed. Mens vi holdt på tanken og mine 3 rejsefæller var inde og købe is og sodavand, kørte der en nyere Toyota Landcruiser op på siden af mig, og chaufføren begyndte at spørge ind til hvor vi kom fra og hvor vi skulle hen, og det er jo ok, det bliver vi jo spurgt ind til næsten hver dag. Pludselig siger chaufføren at han skal have en tur på min motorcykel, og dette var jeg et spørgemål jeg ikke lige var forberedt på – jeg så på ham og smilede og sagde No Way – hvorfor ikke spurgte han, og her var jeg hurtig, og forklarede ham, at den jo var alt for høj til ham (der er et forhøjet sæde på, som Tue Esbjerg har lavet) så han kunne slet ikke kunne nå jorden med fødderne – den forklaring tog han for gode varer, og så blev der ikke snakket mere om det, så han langede hånden ud af vinduet og sagde farvel igen.
Turen fortsatte, og hen på eftermiddagen var vi fremme hos familien d´Hart som gik og ventede på os. Det er altid en fornøjelse af besøge familien d´Hart, og de havde gerne set at vi var blevet der i en måneds tid, men vi var der i 3 dage, hvor vi som ved tidligere besøg møde en gæstfrihed som man ikke finder andre steder.
Naturligvis blev der også lavet Braii – Braii er sydafrikansk barbecue, og det er noget som de hvide sydafrikanere slet ikke kan leve uden, det er næsten en religion, - og en sydafrikaner som ikke spiser store steaks har jeg vist aldrig mødt.
Efter 3 dage hvor vi vel hver havde taget 5 kilo på, gik turen videre mod Riversdale, hvor vi kender en tidligere flykaptajn som har Fynbos Guesthouse (www.riversdaleguesthouse.co.za )
– ikke fordi det er fynboere, men Fynbos er betegnelsen et lille bælte af buske og hedevegetation som man kun finder i Western og Eastern Cape Province – på afrikaans er en bos vist en busk.
Efter Riversdale gik turen mod Knysna (udtales najsna) hvor vi havde booket 3 dage på vores sædvanlige hotel, som hedder On The Estuary. Det er et hotel som vi har brugt i alle årene, og alt fungerer upåklageligt, fine værelser, god morgenmad, og ikke mindst rigtig flinke folk. I Knysna er der et privat motorcyklemuseum som man bør besøge – og ja, der er også en Ducati (en gul 748), og formanden for DKD ville glæde sig ved at se, at man også har nogle Laverdaer, som står i perfekt stand. Knysna er også stedet hvor man bør spise Sea Food, og vores stamresaurant O´Pescador tryllede hver aften med diverse fisk.
Efter Knysna gik turen videre mod Montagu hvor vi igen havde booket på Montagu Country hotel, også vel vidende at Finn I & Co ville ankomme dertil sidst på eftermiddagen fra Prince Albert. Så vi sad selvfølgelig og hang ud på terrassen ved indgangen efter vi havde fået bad og mad da de andre ankom – nå ja de ankom over et par omgange for Finns GPS har det vist med at vælge alternative muligheder.
Så lige pludselig var alle samlet igen, og der blev udvekslet diverse historier om deres og vores tur. Finn & Co havde dog kørt et par tusinde kilometer mere end os, da de jo havde være i Eswatini/Swaziland og Hazyview (Krüger National Park), som ligger noget nordligere end vi havde været, men vi havde jo også givet os rigtig god tid, hvor de havde haft dage hvor de havde kørt hver dag.
Vi havde til de følgende dage en aftale med Rolf Schumacher på Oude Wellington, så vi havde her sikret de næste par dage, men de andre løb ind i, at de desværre ikke havde lykkes at få hotel i Stellenbosch, så de blev en dag ekstra i Montagu plus en tur på nogle vingårde, og var en dag tidligere tilbage på Calders Hotel i Fish Hoek, Cape Town.
Inden vi kørte fra Montagu, havde vi talt om, at motorcyklerne var blevet ret så beskidte, så jeg fik lavet en aftale med Alis Car Wash i Wellington om at vi kom over til ham som det første når vi ankom til Wellington midt på den følgende eftermiddag – selvfølgelig tog vi nu turen nu fra den modsatte retning af den fine vej gennem Bains Kloof.
Ali (det viste sig at han var indvandrer fra Egypten, deraf navnet) var klar da vi ankom, og pludselig var der en 7 – 8 personer i gang med at vaske motorcykler, og efter en times tid kunne vi køre videre til Oude Wellington med 4 skinnende rene motorcykler – jeg tror heller ikke, at min Ducati nogensinde har været så beskidt som efter vi havde været i pladder til knæene i Semonkong.
Om aftenen på Oude Wellington blev vi beværtet med de lovede kæmpe steaks i 500 grams klassen, og så møre så man næste kunne nøjes med at skære med en gaffel. Jan havde, da vi var der tidligere, tilkendegivet at han gerne ville have Crème Brulee til dessert, og dette var selvfølgelig klar som forventet.
Dagen efter fik vi desværre melding om, at vi skulle være hos Freight Factory en dag tidligere end planlagt, da toldvæsenet ønskede at kontrollere samtlige stelnumre inden motorcyklerne kom i container, så det var meget tidligt op den følgende morgen. Desværre var Rolf Schumacher kommet på kant med sin kinesiske kone – hun var vist ikke begejstret over at vi hjalp ham med at smage på sin vinbeholdning til sent på aftenen - så hun afviste at lave en meget tidlig morgenmad – så vi måtte sadle op kl 07:00 på tom mave, og så gik turen til Freight Factory i Constantinaberg via Stellenbosch, hvor vi var fremme kl 08:45. Her var Finn & Co ankommet – de skulle jo også kun køre 20 km fra Calders Hotel. Herefter gik pakning af bagage, placering og opspænding af motorcyklerne i stativer helt efter bogen, og halvanden time senere var vi klar til at blive afhente af hotellet chauffør. Det skal lige bemærkes, at vi igen kunne se hvor professionelle de er hos Freight Factory, hver enkelt motorcykel blev gennemfotograferet, og der blev udfærdiget en præcis og detaljeret skadesrapport på den enkelt mc, hvor alle skrammer og ridser mv blev noteret, så ingen tilfældigheder der.
Pludselig stod vi der kun med håndbagagen, og en måned var fløjet afsted – Finn & Co havde kørt godt 6000 km, og vi havde kørt 4200 km, men som sagt havde vi givet os god tid og besøgt gode venner på turen. Eneste tekniske udfordring var sømmet i bagdækket på Ottos Aprilla – og faktisk holder proppen i dækket endnu, og kender jeg Otto ret, så sidder den også der til dækket er slidt op. Bjarne havde haft en utæt benzintilførsel som var blevet fikset med noget flyende pakning, og det må man sige var reparationer som var til at overse.
Ved middagstid blev vi hentet af hotellets minibus, og var hurtigt tilbage på hotellet hvor vi var startet ud fra. Den 5. februar 2023 kl 18:25 gik turen igen nordpå med Emirates, hvor vi ankom til Kastrup den 6. februar kl 12.30 - igen en stor oplevelse rigere.
Containeren med motorcykler ankom fredag den 17. marts 2023 via Bremerhaven til Kalundborg, og containeren blev tømt hos Finn I i Sorø mandag den 20. marts 2023, og jeg tænker at de fleste motorcykler nu står og venter på foråret hos respektive deltagere, eller er på vej til det i ugen som kommer. Multistradaen har lige skulle vende Finns værksted for et lille service med noget nyt motorolie mv, så inden længe vender den hjem i Køge igen – om den skal syd for ækvator i 2024 vil tiden vise. Det eneste der er sikkert, er at ikke noget er sikkert – men man ved jo aldrig. Ingen af de 6 ture, jeg har været med på, har været ens, og der vil og har hele tiden være noget nyt at se og opleve – også selv om vi i et omfang har haft samme steder som udgangspunkt.
hilsner
Jørn